Beretning skrevet af min farbror Niels Jørgensen
For nogle dage siden begravedes min moster som døde lørdag den 24.11.1962
på Amtssygehuset i Odense, næsten 78 år gammel (født 28.2.85 ). Besøget på Fyn
hvor Gerda og jeg traf mange slægtninge og gamle bekendte, kaldte mange minder
frem. Det var på Fyn jeg levede min barndom, og ferierne tilbragtes næsten alle
i Render.
Min moster Martha Marie Andersen, var den sidste af de tre søskende, der
var født på Render Mark. Min moder døde den 16.3.1960 og min morbror Johan
Mortensen i juni 1957.
Så langt jeg kan huske tilbage er
vi kommet hyppigt i min moders fødehjem, først fra Slagelse og siden fra
Nyborg, men også i Render Vestergård hos min moster, da hun blev giftmed Anders
Jørgen Andersen (onkel ares).
Fra venstre til
højre: farmor Anna Mortensen, Martha hendes søster faster Grethe og Anders
(Ares) yderst til højre. Familien fra Render Vestergård (tilføjet af Anna
Grethe)
På marken boede min morbror der ganske ung havde overtaget gården. Han
var ikke voksen da min morfar, Niels Mortensen, døde i 1907 efter en
brokoperation. Min mormor drev gården videre ved bestyrer indtil morbror kunne
overtage den. Han var gift omkring 1914.
Når vi kom på besøg, blev vi hentet med hestevogn i Holmstrup af min
morbror, der dengang altid havde nogle livlige heste. Vi kørte gennem
Brændekilde hvor min far havde tjent som 8-10 årig dreng i den sidste gård på
højre hånd når man kører ud gennem Væden. Det var en smal vej mellem levende
hegn, især hassel. Vi drejede til venstre ved Rørmandens hus og kørte gennem
Render by, hen forbi smeden og ad en smal, knoldet markvej med en høj balk i
midten langs Kockens jord op på Marken. Langs et stykke af denne vej er der
mod syd en stejl skråning, og jeg kan huske min far og min morbror engang talte
om at det ville være farligt at vælte med vognen ned ad den.
Det står for mig, som om det var første gang jeg var der, at denne samtale
fandt sted, og ligeledes det følgende. Min søster og jeg var havnet i
kostalden, i fodergangen, hvor vi har moret os med at betragte køerne og hjælpe
med at fodre dem. Men pludselig opdagede vi at vi var alene, og at vi ikke
forstod at lukke os ud. Vi stak naturligvis et hyl, og længe har det sikkert
heller ikke varet før nogen er kommet os til hjælp, selv om det står for mig
som om det varede en evighed.
De to oplevelser har dog ikke skræmt mig fra at komme igen. Hvor gammel jeg
var da jeg første gang var alene på gården, ved jeg ikke, men det var i alt
fald før jeg begyndte at gå i skole.
Jeg kan også huske at de voksne, når vi sad i køkkenet , diskuterede
krigen. Ordet tyskerne bed sig fast i mig, og det var ikke for det godes skyld.
Morbror var under krigen flere gange indkalt til sikringsstyrkerne og lå bl.a.
i Nyborg, men det var før vi flyttede dertil.
Gården var ikke ret stor, på en 18-19 tdr. Land, men det var god jord. Min
morbror havde ofte, før hans egne børn var store nok, en dreng til hjælp med
arbejdet. En årrække kørte han mælkerute om morgenen, og der var jeg tit med.
Vi startede derhjemme og kørte op gennem Bruntsegyden og Gundestrup til
mejeriet i Brylle. De fyldte mælkejunger stod ved landevejen ud for gårdene
eller deres tilkørselsveje. På mejeriet fik vi, når vi kunne komme til,
returmælken med det samme: skummetmælk, kærnemælk eller valle, og undertiden
ost og smør efter de ordresedler der var hæftet til jungerne. Der gik vel i alt
en tre timer til sådan en mælketur, men et godt tilskud til bedriften har det
vel været.
Min moders far, Niels Mortensen, som jeg aldrig har kendt, havde en gang om
ugen en fragttur til Odense. Den gik gennem Brændekilde, Holmstrup, Højme og
Sanderum til Odense, hvor han satte køretøjet ind i en købmandsgård der (Wilh.
Nielsen, Søndergade 7). Han havde selv været karl hos købmand Frydendahl i
Nedergade en halv snes år før han blev gift. I Odense besørgede han så alle de
kommissioner han havde fået på vejen dertil eller fra nabolaget. Og det var alt
muligt mellem himmel og jord. Sætte penge i banken for folk, indlevere et ur
til reparation, købe varer hos urtekræmmeren, ja sågar købe knaldhætter til
drengene. Min far har fortalt om det sidste, at han selv passede Niels
Mortensen op om morgenen og overdrog ham et par skilling at købe for. Og det
tog han intet salær for. Samtidig har far fortalt at alle kunne lide
fragtmanden og respekterede ham i højeste grad. Han var venlig mod alle, altså også mod smådrengene, og
desuden var han interesseret i hvad der skete, og havde gode råd og trøstende
ord til dem der havde det behov. Selv 30-40 år efter hans død kunne ældre
odenseanske forretningsfolk, når de blev klar over, de talte med et af hans
børn, berømme ham for hans gode humør, hjælpsomhed og forstandighed. Det vakte
stor sorg, da han pludselig døde af en blodprop en uges tid efter operationen,
på et tidspunkt da man troede han var næsten rask.
Som barn hørte jeg ofte tale om denne bedstefar. Jeg husker jeg engang
spurgte min mor om hvornår han var død, og fik at vide, det var 4 år før jeg
blev født. Nå, så må jeg vente 4-5 år, tænkte jeg, men så må jeg også kunne
huske ham. Den snoede tankegang var foranlediget af ønsket om at kende
den mand, som alle roste så meget.
Min morfar var
født i Dræby, Munkebo sogn, i 1853, som ældste søn af gårdmand Morten Nielsen
og Maren Jensdatter Marstrand, der var datter af en skipper. Familien mister
1852 to småpiger, der dør af trubehoste (difteritis). En epidemi synes at være
gået over egnene, idet der i Munkebo sogn i dette år alene af kvindekøn dør 22
personer, heraf 17 børn eller unge piger.
Niels Mortensen
har en broder, Jens Christian, f. 1858, der 1894 overtager gården. Han blev 93
år gammel. Ham vil jeg fortælle om andetsteds.
En søster,
Abelone Marie, f. 1855, blev gift i Dalby og havde tre døtre, der siden blev
gift rundt om på Fyn. Mor kaldte disse kusiner Dalbypigerne.
En anden søster, Metteline: f. 1861, var åndssvag, vistnok efter
hjernebetændelse, hun havde som 2-årig. Om hendes konfirmation står der i
kirkebogen:Har svage åndsevner konfirmeret ifølge dispensation hos
biskoppen. Han har altså ikke kunne lære sin katekismus, som man normalt
skulle kunne for at blive konfirmeret. Lidt håndarbejde fik hun lært, hun kunne
hente brænde og bære vand ind og var renlig, men var dog en byrde for dem der
tog sig af hende.
Hun var hos sin mor til denne døde i 1905 (Mette Marstrand blev enke i
1866), gifter sig igen 1872 og afstår gården til Jens Mortensen 1894, hvorefter
hun og manden bor i et hus ved Dræby station). Derefter kom Metteline til sin
ældste bror Niels Mortensen i Render, hvor hun forblev, også efter hans død i
1907. Hun døde i januar 1915. Jeg kan ikke huske hende, men mens jeg var barn
sov jeg i mine ferier altid i Mettelines kammer, et mindre rum, der ved en
trævæg var skilt fra min mormors soveværelse.