Beretning skrevet af min farbror Niels Jørgensen

 

 

 

 

 

 

For nogle dage siden begravedes min moster som døde lørdag den 24.11.1962 på Amtssygehuset i Odense, næsten 78 år gammel (født 28.2.85 ). Besøget på Fyn hvor Gerda og jeg traf mange slægtninge og gamle bekendte, kaldte mange minder frem. Det var på Fyn jeg levede min barndom, og ferierne tilbragtes næsten alle i Render.

 

Min moster Martha Marie Andersen, var den sidste af de tre søskende, der var født på Render Mark. Min moder døde den 16.3.1960 og min morbror Johan Mortensen i juni 1957.

Så langt  jeg kan huske tilbage er vi kommet hyppigt i min moders fødehjem, først fra Slagelse og siden fra Nyborg, men også i Render Vestergård hos min moster, da hun blev giftmed Anders Jørgen Andersen (onkel ares).

 

Fra venstre til højre: farmor Anna Mortensen, Martha – hendes søster – faster Grethe og Anders (Ares) yderst til højre. Familien fra Render Vestergård (tilføjet af Anna Grethe)

 

 

På ”marken” boede min morbror der ganske ung havde overtaget gården. Han var ikke voksen da min morfar, Niels Mortensen, døde i 1907 efter en brokoperation. Min mormor drev gården videre ved bestyrer indtil morbror kunne overtage den. Han var gift omkring 1914.

 

Når vi kom på besøg, blev vi hentet med hestevogn i Holmstrup af min morbror, der dengang altid havde nogle livlige heste. Vi kørte gennem Brændekilde hvor min far havde tjent som 8-10 årig dreng i den sidste gård på højre hånd når man kører ud gennem ”Væden”. Det var en smal vej mellem levende hegn, især hassel. Vi drejede til venstre ved Rørmandens hus og kørte gennem Render by, hen forbi smeden og ad en smal, knoldet markvej med en høj balk i midten langs ”Kockens” jord op på ”Marken”. Langs et stykke af denne vej er der mod syd en stejl skråning, og jeg kan huske min far og min morbror engang talte om at det ville være farligt at vælte med vognen ned ad den.

 

Det står for mig, som om det var første gang jeg var der, at denne samtale fandt sted, og ligeledes det følgende. Min søster og jeg var havnet i kostalden, i fodergangen, hvor vi har moret os med at betragte køerne og hjælpe med at fodre dem. Men pludselig opdagede vi at vi var alene, og at vi ikke forstod at lukke os ud. Vi stak naturligvis et hyl, og længe har det sikkert heller ikke varet før nogen er kommet os til hjælp, selv om det står for mig som om det varede en evighed.

 

De to oplevelser har dog ikke skræmt mig fra at komme igen. Hvor gammel jeg var da jeg første gang var alene på gården, ved jeg ikke, men det var i alt fald før jeg begyndte at gå i skole.

 

Jeg kan også huske at de voksne, når vi sad i køkkenet , diskuterede krigen. Ordet tyskerne bed sig fast i mig, og det var ikke for det godes skyld. Morbror var under krigen flere gange indkalt til sikringsstyrkerne og lå bl.a. i Nyborg, men det var før vi flyttede dertil.

 

 

 

 

 

 

 

 

Gården var ikke ret stor, på en 18-19 tdr. Land, men det var god jord. Min morbror havde ofte, før hans egne børn var store nok, en dreng til hjælp med arbejdet. En årrække kørte han mælkerute om morgenen, og der var jeg tit med. Vi startede derhjemme og kørte op gennem Bruntsegyden og Gundestrup til mejeriet i Brylle. De fyldte mælkejunger stod ved landevejen ud for gårdene eller deres tilkørselsveje. På mejeriet fik vi, når vi kunne komme til, returmælken med det samme: skummetmælk, kærnemælk eller valle, og undertiden ost og smør efter de ordresedler der var hæftet til jungerne. Der gik vel i alt en tre timer til sådan en mælketur, men et godt tilskud til bedriften har det vel været.

 

 

Min moders far, Niels Mortensen, som jeg aldrig har kendt, havde en gang om ugen en fragttur til Odense. Den gik gennem Brændekilde, Holmstrup, Højme og Sanderum til Odense, hvor han satte køretøjet ind i en købmandsgård der (Wilh. Nielsen, Søndergade 7). Han havde selv været karl hos købmand Frydendahl i Nedergade en halv snes år før han blev gift. I Odense besørgede han så alle de kommissioner han havde fået på vejen dertil eller fra nabolaget. Og det var alt muligt mellem himmel og jord. Sætte penge i banken for folk, indlevere et ur til reparation, købe varer hos urtekræmmeren, ja sågar købe knaldhætter til drengene. Min far har fortalt om det sidste, at han selv passede Niels Mortensen op om morgenen og overdrog ham et par skilling at købe for. Og det tog han intet salær for. Samtidig har far fortalt at alle kunne lide fragtmanden og respekterede ham i højeste grad. Han var venlig  mod alle, altså også mod smådrengene, og desuden var han interesseret i hvad der skete, og havde gode råd og trøstende ord til dem der havde det behov. Selv 30-40 år efter hans død kunne ældre odenseanske forretningsfolk, når de blev klar over, de talte med et af hans børn, berømme ham for hans gode humør, hjælpsomhed og forstandighed. Det vakte stor sorg, da han pludselig døde af en blodprop en uges tid efter operationen, på et tidspunkt da man troede han var næsten rask.

 

Som barn hørte jeg ofte tale om denne bedstefar. Jeg husker jeg engang spurgte min mor om hvornår han var død, og fik at vide, det var 4 år før jeg blev født. ”Nå, så må jeg vente 4-5 år”, tænkte jeg, ”men så må jeg også kunne huske ham”. Den snoede tankegang var foranlediget af ønsket om at kende den mand, som alle roste så meget.

 

Min morfar var født i Dræby, Munkebo sogn, i 1853, som ældste søn af gårdmand Morten Nielsen og Maren Jensdatter Marstrand, der var datter af en skipper. Familien mister 1852 to småpiger, der dør af trubehoste (difteritis). En epidemi synes at være gået over egnene, idet der i Munkebo sogn i dette år alene af kvindekøn dør 22 personer, heraf 17 børn eller unge piger.

 

Niels Mortensen har en broder, Jens Christian, f. 1858, der 1894 overtager gården. Han blev 93 år gammel. Ham vil jeg fortælle om andetsteds.

 

En søster, Abelone Marie, f. 1855, blev gift i Dalby og havde tre døtre, der siden blev gift rundt om på Fyn. Mor kaldte disse kusiner Dalbypigerne.

 

 

 

 

En anden søster, Metteline: f. 1861, var åndssvag, vistnok efter hjernebetændelse, hun havde som 2-årig. Om hendes konfirmation står der i kirkebogen:”Har svage åndsevner” – konfirmeret ifølge dispensation hos biskoppen”. Han har altså ikke kunne lære sin katekismus, som man normalt skulle kunne for at blive konfirmeret. Lidt håndarbejde fik hun lært, hun kunne hente brænde og bære vand ind og var renlig, men var dog en byrde for dem der tog sig af hende.

 

Hun var hos sin mor til denne døde i 1905 (Mette Marstrand blev enke i 1866), gifter sig igen 1872 og afstår gården til Jens Mortensen 1894, hvorefter hun og manden bor i et hus ved Dræby station). Derefter kom Metteline til sin ældste bror Niels Mortensen i Render, hvor hun forblev, også efter hans død i 1907. Hun døde i januar 1915. Jeg kan ikke huske hende, men mens jeg var barn sov jeg i mine ferier altid i ”Mettelines kammer”, et mindre rum, der ved en trævæg var skilt fra min mormors soveværelse.