Min farbror Niels
Jørgensen fortæller om sin farmor
Karen Henningsen
Farmor, Karen
Henningsen, blev født 22.12.1853 på Skalbjerg Mark, Vissenbjerg sogn, af ugift
moder Maren Knudsdatter, tjenende på Søndegårde i Rørup sogn. Fødslen fandt
sted hos dennes forældre, husmand og daglejer Knud Larsen og Ane Cathrine
Jørgensdatter, der før 1842 havde boet i Sødinge ved Ringe.
Kort efter
fødslen kom barnet til faderens, Lars Henningsen, forældre, husmand Henning
Larsen og Karen Mortensdatter i Alenbæk, Kjøng sogn, medens moderen tog plads
som amme på en herregård.
Under hele
opvæksten boede hun hos sin faders forældre. I sin skoletid blev hun undervist
efter den såkaldte indbyrdes undervisning hvor læreren stort set kun var
igangsætteren, og de store børn underviste de små ved tavler rundt om i
klassen. Farmor har fortalt hun har været med til at lære de små at stave og
lægge sammen.
Ved
konfirmationen i Køng kirke foråret 1868 fik hun skudsmålet. God af kundskab,
udmærket af opførsel.
Hendes forældre
blev, da Karen var knap 3 år gammel, viet i Nyborg kirke og fik endnu et par
døtre, men tog altså ikke den første til sig. Lars Henningsen arbejder ved et
brændevinsbrænderi i Nyborg og får en krank skæbne. Der er ikke fortalt meget
om det, men i Nyborg kirkebog står der under 9.april 1860, at han har hængt sig
i beruset tilstand. Efter tilladelse fra Svendborg amt bliver han begravet
med jordpåkastelse. Jeg husker min farmor har fortalt at hendes farmor
af og til besøgte sønnen i Nyborg. Jernbanen var endnu ikke fuldført, det skete
i 1866, og dagvognen var vel for dyr, så hun gik i sine træsko de mange mil
frem og tilbage mellem hjemmet og sønnen, der sikkert ikke havde det for godt.
Farmors mor
giftede sig et par år efter med en banearbejder, senere ledvogter, Jens
Frederiksen på Skalbjerg Mark i vissenbjerg. De får tre børn. Da hun bliver
enke, flytter hun til Dalum ved Odense hvor hun dør i 1905. Jeg ved at min far
har besøgt sin bedstemoder der.
Min fars forældre
blev gift 28.7.1877 i Søllested kirke på Fyn, tre måneder før den ældste søn
bliver født. Min far har, et af de sidste år før han døde fortalt, at hans far
omtrent samtidig blev udlagt som barnefader, som det hedder, til en dreng, født
af en anden pige. Denne dreng, der altså er fars ældre halvbror, måtte farfar
naturligvis betale til, til sønnen var 18 år og derefter forøvrigt emigrerede
til Amerika. Om hans skæbe der ved jeg intet.
Mine
bedsteforældre, der efterhånden fik 10 børn, hvoraf 3 døde som spæde, boede fra
brylluppet til 1892 i Egemosedam, hvor min far er født i 1886. Egemosedam er en
husmandskoloni i Søllested sogn, nær ved Vedtofte, og op til Brahesholms
hovmarker, hvor min farfar havde sit udkomme. Hos dem boede farfars far, som havde ejet huset siden
1845. Han hedder Jørgen Larsen og hans kone Karen Nielsdatter (død 1875). Hun
er født i huset i Egemosedam 1816 som datter af Niels Knudsen og Kirsetn
Querinsdatter, der bliver gift i 1811.
Der har altså
boet 3 generationer af slægten her i huset i Egemosedam.
Jørgen Larsen
døde af influenza 69 år gammel i 1891. Min far kunne huske at man for at få
kisten ud måtte tage en vindueskarm ud. Året efter flyttede hele familien,
bortset fra den 14-15årige søn Jørgen, der tjente hos sognefogeden i Bukkerup ,
og som allerede nogle år havde været ude at tjene, til Holmstrup ved Odense.
Huset i
Egemosedam ligger der endnu og er ikke meget forandret. Min far og jeg kom
forbi det i 1948 på en 2-dages cykeltur, vi foretog på Sydvestfyn. Det ligger
lidt lavt ved landevejen, langs hvilken min farmor eller et af børnene lod koen
græsse i grøfterne. Også de andre husmandshuse, ca. 10, så ud som i forrige
århundrede, sagde min far. Jeg har andetsteds gennem min farbror Jørgen
Rueholm, fortalt om kolonien i Egemosedam
Redigeret af Anna Grethe Toullec Webmaster: Anna Grethe Toullec Publiceret: 01-02-2010 Denne sides adresse: toullec.dk/ag/top1/slaegt/joergensen/MinfarbrorNielsJ_rgensenfort_lleromsinfarmor.php |