Anna Grethe Toullec
Front Page
CONTENT
vandretur i baskerlandet april
Weekendtur til Paris
Sauveterre de Béarn udflugtsmål
Breve til mormor og morfar
Bridge
Our children Hanne, Sebastien and Lajla
Lajlas kreationer
Our sons-and-daughter in law
Grandchildren
Franske madopskrifter--- Recettes françaises
Hossegor
Interview radio solymar
My garden
Genealogy
Koed
SE UNDER JØRGENSEN
Jørgensen
Beskrivelse af farfars slægt ; indsamlede oplysninger af Niels Jørgensen min farbror
Breve fra min mormor
Asta Koed
Old photos of the Koed family
Gamle billeder af familien Jørgensen
Koed-Jørgensen cousin gathering together sept. 2007
Hos Jeppe og Trine i Odense
Paris juni 2010 hos Lajla og Manu

Min farbror Niels’ barndomserindringer

 

Jeg er født 9.7.1911 i Slagelse i Herluf Trollesgade, samme sted hvor min søster Margrethe blev født året før. Min fader var dengang portør ved Statsbanerne, og da han et par år senere blev forfremmet til togbetjent, blev han samtidig forflyttet, først til Thisted, hvor vi boede nogle få måneder, og derpå efter ansøgning til Fredericia, også for nogle måneder, hvorefter vi vendte tilbage til Slagelse.

Vi kom atter til at bo i Herluf Trollesgade, men denne gang på venstre side, når man kommer fra byen. Dette hus var et halvt dobbelthus, ved siden af familien Rosenø. Min broder Helge blev født her.

Kort tid efter flyttede vi til Østergade, det sidste hus på højre side af gaden, et rødt to-families. Denne villa havde mine forældre købt og solgte den igen da vi omk. 1.nov. 1919 flyttede til Nyborg. – Min søster Karen blev født i Østergade.

Fra Thisted har jeg, der da var knap tre år, kun en enkelt erindring. Jeg ser mig selv ridende på en gyngehest, temmelig stor, med farve som en rigtig hest, måske betrukket med skind. Det forekommer mig at rideturen foregik på trappegangen ud for de to éntredøre, vor egen og naboens. Jeg har siden fået bekræftet at naboens børn netop ejede et sådant flot stykke legetøj. Fra Fredericia husker jeg intet.

På Herluf Trollesgade blev Helge født i okt. 1914. I forvejen – mener jeg at kunne erindre – var vi blevet adviseret om at storken kunne ventes på besøg, og der var også lagt sukker i vinduet til den. Derfor var det en stor skuffelse at Grethe og jeg forinden blev sendt over gaden til nogle venner af familien (sandsynligvis Nielsens) mens besøget fandt sted. Det skulle ikke have været nødvendigt.

Bag vort hus var der en lille have hvor jeg legede, og i gården var der en retirade, hvor jeg engang ladede mit vand i en lille blikæske. Min fader så det, og da jeg var færdig, gav han mig et lille smæk bagi og sagde at sådan noget skullle jeg ikke gøre. Hvorfor kunne jeg ikke forstå.

I huset ved siden af boede familien Rosenø. Han var typograf (faktor) ved Sorø Amtstidende og hun en særdeles livlig dame. Vi kom vist temmelig meget sammen med dem. I en halv snes år efter at vi var kommet til Nyborg, var vi stadig ”på julehilsen” med dem, og deres var særpræget derved, at den bestod af et længere digt på melodien:”Højt for træets grønne top”, hvori der vers for vers fortaltes lidt om hvert af børnene og om familien i det hele taget.

En varm sommerdag, vel i 1918 eller 19, var vi ude på boldbanerne bag Slagelse lystanlæg. Der må have været rundskuedag eller anden fest. I hvert fald var der en flyvemaskine, der tog passagerer op på en kort rundflyvning over buen og startede og landede der i nærheden. Det er vel den første flyvemaskine, jeg har set, et lille møl med lærred på et stel. Passagererne må have haft god udsigt, de hang frit i luften næsten. Fru Rosenø var også med. – ”20 kr. (udtalt klouner) for en tur. Nej , det er for dyrt. Havde det så endda været to klouner” kan jeg huske , hun sagde. Jeg har altid siden troet, hun var af norsk afstamning, men mor har fortalt, at hun blot nylig havde været i Norge på ferie, og vel syntes det lød smart med den norske accent.

Hvad kan man huske fra Slagelse? Jeg var 8 år, da jeg flyttede derfra, men har siden, de få gange jeg har været i byen, let kunnet finde rundt. Nå, staden er jo heller ikke så stor.

Jeg kom i 1918 i skole på Østre skole i Fruegade, ude ved anlægget. Dengang var der 2 skoler i byen, denne og Friskolen. Den sidste hed vist sådan, fordi den var gratis eller havde været det. Måske var det kun i fokemunde, den hed ”friskolen”; sandsynligvis har den heddet Vestre skole. Den første var altså en betalingsskole, men dog en kommuneskole. Gad vidst om man betalte en krones penge eller to om måneden.

Jeg måtte gennem hele byen for at komme til min skole. Østergade ligger nord for banen, der deler byen  i to dele, en stor sydlig og en lille nordlig del. Skolevejen gik ad Hellig Andersvej over Stormbroen, langs Svejtserpladsen, over torvet, forbi Sct. Mikkels kirke hvor jeg er døbt, og den gamle latinskole og hen ad Smedegade til skolen. Det sidste stykke langs den nuværende hovedvej 1.

Mine forældre købte mig en A.B.C., en hanebog. Foran var den prydet med billedet af en hane, som stod på spring til at gale. Den kunne lægge – om ikke æg – så dog to-ører, når man var flittig. Hvordan jeg fik lært at læse, husker jeg ikke, men en skønne dag, ved jeg, kunne jeg det pludselig, og så var det et faktum.

Vi gik i skolen om eftermiddagen, for det var ofte mørkt, når jeg skulle hjem, og vi havde også gasblusset tændt i klassen de sidste timer. Jeg må åbenbart have kendt klokken på det tidspunkt, for jeg blev ofte henimod timens slutning af læreren sendt ud på gangen for at se, hvad klokken var. Enten var der ikke været noget ringesystem eller også har det ikke været i funktion så sent på eftermiddagen. Eller læreren har været utålmodig efter at komme hjem. Det er muligt , der kun har været denne ene klasse på skolen så sent, jeg mindes ikke der var støj og uro fra andre børn, mens jeg gik i 1. klasse.

Der var to bygninger med to skolegårde imellem, adskilt af et stakit. I den forreste bygning mod gaden var drengeklasserne, i den anden bagved pigeklasserne. I kælderen var der er overgang, vel mod krigens slutning eller lige efter, etableret middagsbespisning for eleverne. Vi afleverede hver måned et antal rationeringskort og, tror jeg, 1 krone. For det fik vi så et måltid mad, kun een ret, skemad eller en sammenkogt ret. Jeg husker endnu lugten fra kælderen. Det var ikke alt, man brød sig om, så det var spændende at se, hvad menuen stod på. Til skemaden fik vi som regel bart rugbrød efter behag.

På hjemvejen fra skolen havde vi tid til at daske omkring og tage den med ro. Butikkerne blev studeret udefra og undertiden også indefra. Nogle ører til at købe kugler for eller toppe havde vi vel engang imellem. Isenkræmmeren på torvet havde en hel sæk fuld af toppe stående foran disken, og jeg må med skam bekende, at i hvert fald én top uset af kommisen er vandret i min lomme, mens en kammerat har handlet. En pære eller et æble er på lignende vis forsvundet fra en af boderne på torvet, når der her var torvedag.

I første klasse lærte jeg fodboldspillet at kende. Spil kan man vel næppe kalde det. Jeg har indtryk af, at vi alle tredive, eller hvor mange vi nu var, i en stor klump halsede efter bolden for at komme til at give den et spjæt, men sjovt var det. Læreren fløjtede en gang imellem. Hvorfor han gjorde det, anede jeg ikke. På grønsværen var der nogle lange, lige udgravninger. Skulle marken drænes? Dengang troede jeg de hørte med til spillet: Det gjaldt om ikke at sparke bolden derned.

Østergade ligger parallelt med Hellig Andersvej. På den anden side af vor baghæk var et baghus, der altså hørte til sidstnævnte gade. I hækken har der på et vist tidspunkt været et hul, for jeg huske, vi kunne komme den vej op til Hellig Andersvej, men jeg kan også huske, vi som regel måtte gå udenom ad den rigtige vej.

I baghuset boede vores skomager, en ældre mand uden ben. Han havde et par læderfoderaler om lårene og kørte omkring på en trehjulet cykel som han trak med hænderne. Måske havde han en hund til hjælp, og jeg tror , det var grunden til, at vi ikke kom til ham mere end højst nødvendigt. Jeg var meget bange for hunde dengang. På gaden var der en ganske lille langhåret, gul vovse, som jeg havde svært ved at komme forbi, når den stod foran mig og gøede. Den var vist ellers meget fredelig.

Der var en del børn på gaden der legede sammen, de forskellige aldersgrupper for sig. Jeg legede mest med de to genbofamiliers børn. Over for os boede i stuen familien Nielsen og på 1. sal familien Larsen. Nielsen var slagteriarbejder og havde to børn, der af forældrene kaldtes Dengse og Tulle. De hed Svend og Karen. Drengen havde en del hjemmelavet legetøj, f.eks. små hestevogne, passende til de små træheste, både han og jeg ejede. Vognene var meget fikse, forhjulene kunne dreje. Hjulene var lavet af runde  træstammer, skåret ud i skiver. Faderen var fingernem, og jeg beundrede ham meget. Min egen fader kunne ikke præstere det samme arbejde.

De holdt kaniner, og det er vel herfra, jeg også fik min, som jeg havde gående i en kasse med tagpap på, oppe ved baghækken. Jeg husker, jeg var flink til at samle foder til den i begyndelsen, senere måtte far tage sig af det. Det var Dengses fader, der måtte slagte den, da vi skulle flytte fra Slagelse. Han fik skindet, som han hængte op til tørring på en af dørene til udhuset.

Aksel, hvis fader vistnok var bryggeriarbejder, var lidt ældre end jeg, større og meget godmodig. Det var altid ham, der måtte give efter når der var uoverensstemmelser i vores leg. Vi strejfede tit omkring på engen neden for svineslagteriet og ved bækken der. Der må også have været en sø eller mose i nærheden, hvor vi kunne løbe på isen om vinteren. Her faldt Aksel i en våge engang og blev gennemblødt, men turde ikke gå hjem med det samme, hvad der kostede ham et længere sygeleje.

En mørk vintereftermiddag fik Aksel og jeg lov til at køre med et bud, der havde ærinde på gaden, med hans hestevogn op gennem byen. Jeg havde dårlig samvittighed, for jeg havde ikke fået tilladelse af min mor. På strækningen mellem Stormbroen og Svejtserpladsen passerede vi min fader, der var på vej hjem med pakker. Vejret var mørkt og fugtigt , og jeg dukkede mig, så jeg blev ikke genkendt. Videre gik turen, hestene i trav over den ujævne brolægning, så det var om at holde sig fast til vognladet. Jeg ved ikke, hvor vi kørte hen, men vi havnede i en købmandsgård i den sydlige ende af byen, et sted jeg ikke kendte. Da vi svingede ind på gårdspladsen, skrumplede vognen mere en før, og Aksel faldt på ryggen ned på stenbroen. Det står for mig som om han slog sig frygteligt. Hvordan vi kom hjem, og om vores lille udflugt er blevet kendt, har jeg overhovedet ingen erindring om.

Billedet af min fader, der kom gående på gaden imod os i sin jernbaneuniform, som han som regel altid brugte, også uden for tjenesten, trækker andre billeder frem i erindringen, f. eks. når han kom hjem fra arbejde og vi børn løb ham i møde på Østergade. Han havde næsten altid noge aviser eller helst ugeblade i sidelommen, og dem var vi selvfølgelig vilde efter at komme til at se billeder i. Han var meget kraftig af korpus, bredskuldret og svær, af middelhøjde, vejede måske godt 100 kg, også dengang, da han har været først i trediverne. Hans gang var let vuggende, tråddet fast og sindigt, jordbundet. Han var kolossalt stærk. Jeg har senere set beviser på det. F.eks. i høstens tid, i ferierne, hvor han tog et nap med hos min morbror og mormor i Render.

Min far gjorde togtjeneste på strækningen Slagelse-Næstved eller Slagelse-Kalundborg. Jeg var med ham i Kalundborg engang, har vel været 5 – 6 år. Det var sommer og vi var ude at bade i fjorden deroppe. Det er første gang, jeg husker jeg har været i vandet, og jeg syntes, det var dejligt, indtil min far tænke, der hogså hørte en dukkert til. Den rædsel der greb mig da vandet lukkede sig over mit hoved for enden af badebroen i Kalundborg fjord, glemmer jeg aldrig.

Det var trange tider i slutninen af og lige efter Første Verdenskrig. En mængde varer var rationeret, og andre var der også mangel på og svære at få fat i . Det må have været galt med brændselet, for jeg husker, at far sammen med nogle andre købte nogle træer på roden i en skov , og jeg var sammen med dem derude, da de fældede træerne, huggede dem op osv.

Jeg husker også, at vi børn fik lov til at sanke aks på en mark i nærheden af Slagelse, rug , som så senere blev brændt på en pande og malet i kaffemøllen og brugtes som kaffeerstatning eller – tilsætning. Bibelens beretning om Ruth der sanker aks på Boas ager , er vævet sammen med mine indtryk fra denne tid.

Min ældste søster, Margrethe, er født med en hofteskade. Hun gennemgik forskellige undersøgelser som lille (og en større operation som 16-årig) og var flere gang i længere tid på Rigshospitalet eller senere på Ortopædisk Hospital i København.

I det daglige tænkte vi ikke på hun gik dårligt, jeg har for øvrigt aldrig hørt, hun er blevet chikaneret derfor af sine kammerater, hvad man måske hunne have forventet.

Jeg husker, hun og jeg engang blev sendt til mælkeudsalget på Hellig Andersvej. Vi havde hver en kande til mælken, og på vejen gik vi og pjankede og kom til at støde porcelænskanderne mod hinanden. Der lød en klirren og et skår faldt ned på cementfliserne, men vi kunne med vor bedste vilje ikke finde fejl ved kanderne. Først da mælkehandleren i butikken skulle hælde mælken op, opdagede han et hul i bunden af min kande. Derhjemme fik vi et par dask i halen af mor og blev hylende sat ind i soveværelset.Pludselig kom vi til at se på hinanden og gav os til at le højt. Det komiske med hullet i kanden stod pludselig klart for os.

Engang var Aksel og jeg kommet i klammeri med pigerne på gaden. Vi havde vel drillet dem lidt. Nogle af dem var ældre end vi, så vi måtte flygte og gemme os i vort tremmehus ude i gården. Pigerne belejrede huset, og vi kunne ikke komme ud. Nu vi alligevel var der benyttede jeg ventetiden til at forrette et nødvendigt ærinde. Det gik ikke stille af, det kunne høres udenfor. ”Det er Aksel!” fniste pigerne derude straks. Hverken Aksel med de fremstående fortænder eller jeg protesterede. Hvorfor de så kategorisk mente, det var ham, og hvorfor han ikke tog til genmæle, ja , det grundede jeg en del over allerede den gang. Hvor længe, vi måtte vente før vi slap ud, husker jeg ikke, men der blev i hvert fald ikke lukket op, før jeg var færdig. Aksel var en god kammerat.

En varm , støvet sommerdag, da jeg befandt mig på trappen foran vores hus, kom en flok sigøjnerdrenge løbende op ad gade, forrest en lille skræmt, men beslutsom fyr. Da han så tjørnehækken for enden af gaden, og at der ingen smuthuller var i den, måtte han vende om, og det godtede mig at se, hvordan han krydsede ind mellem forfølgerne og kom i spidsen igen den anden vej. Snart forsvandt de af syne for enden af gaden.

Her på Østergade vakte det en dag opmærksomhed, da en bil kom kørende. Måske var det den allerførste bil på denne gade. Og – hvilken ære – bilen standsede ud for os. Bilisten var min onkel Laurits Petersen, gift med min faster Marie. De boede dengang – og i hvert fald nogle år senere – i Pedertrup på Fyn. Han tjente vist store penge, som gik igen, under krigen. – Da han skulle af sted, fik vi børn lov til at stå på trinbrættet et stykke hen ad gaden, vi skulle da have en køretur, men min broder Helge, som ikke kunne have været ret gammel, højst 4-5 år, faldt af, og fik sin arm ind under baghjulet. Gråd og opstandelse. Men det viste sig, at armen ikke havde taget mindste skade. Den var vel blot blevet trykket ned i vejens støv.

I sommeren 1962 kørte vi ned i Østergade, for at jeg kunne gense min barndoms gade. Den var hverken asfalteret eller brolagt, så ud som dengang, dækket med slagger eller slaggestøv.

Min forældre havde deres bekendtskabskreds, de kom sammen med bl.a. til kortspil. På gaden boede som nabo til os, i et hvidkalket hus , vores var af røde sten, familien Chr. Jørgensen, han overportør ved D.S.B., sjællænder ligesom konen, og deres datter Erna der var 3-4 år ældre end vi. De var, - har jeg indtryk af, meget velhavende, fruen tjente ekstra ved at klistre poser. Hos dem slog vi potten på på døren – knuste en urtepotte på deres trappe – nytårsaften. Så blev vi hentet ind og blev trakteret med æbleskiver. Chr. Jørgensen stammede som min far og mange andre jernbanefolk fra landet og gik med drømmen om at vende tilbage uden at kunne realisere tanken. Men nogle år efter at vi var flyttet, byggede han sig et nyt hus i den sydlige bydel og dertil hestestald og vognskur. Nu var han i hvert fald kørende. Jeg har besøgt dem der og beundret hans nordbak, som han puslede om.

På gaden boede også portør Larsen med todøtre. Familien flyttede senere til Nyborg og kom til at bo i Øster Voldgade. Han boede forinden nogle måneder hos os i Gormsgade.

Øst for os, på den anden side af en mægtig have, der strakte sig ned fra Hellig Andersvej til bækken, på en gade, hvis navn jeg ikke husker, boede en jernbanemand, som hed Simon Hansen. Han havde en søn jævnaldrende med mig, som jeg gik i skole med, og en yngre søn, som havde ”vand i hovedet”. Et kolossalt hoved havde han og en nærmest dværgagtig krop. Der sagdes , han var godt begavet, men vanskabt var han, og jeg mener, han blev sat i skomagerlære.

Vi kom meget sammen med familien Nielsen på Herluf Trollesvej. Vi havde været først naboer, så genboer derude i mine første år. Samkvemmet fortsatte også, efter at var kommet til Nyborg, ja, faktisk til først fru Nielsen og siden min fader døde. Vi havde lotterisseddel sammen med dem til 1948. De havde, om jeg husker rigtigt, 6 drenge, men kun én datter, Hedvig. Arthur var jævnaldrende med mig. Han var cirka midt i drengeflokken. Ham holdt jeg forbindelsen vedlige med til op i drengeårene. Også hans brødre så vi af og til i Nyborg på gennemrejse, og især Poul, der blev landvæsenselev på Nyborgegnen. Arthur er nu politibetjent i Slagelse. Vi har ikke truffet hinanden efter konfirmationsalderen.

Der er naturligvis et utal af småerindringer fra den by, hvor man fik sine første rigtige indtryk i livet. Der er mest løsrevne og det er vel tilfældigt, hvad der er bevaret. I nærheden, oppe bag banegården, på godsterrænet lå en plads, med båse og stalde til slagtedyr, Kvægtorvet. Kvajtorvet kaldte vi den. På gaden mellem denne plads og Østergade traf jeg en dag Ruth, en datter af Rosenø, nogle år ældre end jeg. Hun hilste venligt på, jeg hilste igen, men da jun var kommet forbi, vendte jeg mig om og råbte:”Ruth slår en prut !” Hvad får en 5-6 års purk til at sige sådan noget til en han ikke har noget udestående med, tværtimod. Påvirkning fra kammeraterne, miljøet?

I nærheden var der en eng, hvor vi drenge af og til legede. Her kom nogle drenge, ældre end vi andre, som vi ellers ikke havde noget at gøre med. De var fantastisk dygtige til akrobatik, slog flik-flak og saltomortaler, sprang gennem tøndebånd, og jeg beundrede dem grænseløst. At komme til at ligne dem var det store, ak, uopnåelige mål. Jeg har aldrig turdet slå en saltomortale.

Ikke langt fra Herluf Trollesgade var der en bæk, hvor vi soppede. Her stiftede jeg bekendtskab med igler. Det kan vel ikke passe, at vi med vilje lod dem suge sig fast på os. Mon vi ikke blot har talt om det som en  - for os heroisk – mulighed. Men iglernes bevægelser i vandet ser jeg endnu klart for mig.

Mærkværdigvis har jeg kun ganske få erindringer om min farfar. Min farmor så jeg derimod mange gange i min barndom og ungdom, idet hun ofte rejste rundt til sine børn, efter at hun og farfar havde bosat sig på Sjælland. Han var aldrig med på disse rejser, måske har helbredet da ikke slået til, eller lysten har været for ringe, eller hvad jeg især tror, han har ikke kunnet løsrive sig fra det arbejde han påtog sig hos datteren, hvis mand for øvrigt var jævnaldrende med farfar.

Jeg husker ham som en stor, tung mand, mager, men med kraftige knogler, glatraget, skaldet, med brede kindben, grove, skarpe ansigtstræk. Han talte et vellydende fynsk i tilpas dybt leje. Jeg husker fra hans guldbryllup i 1927, jeg var da 16 år gammel, at han ikke beskæftigede sig meget med den yngste generation, men nok mere med sine egne sønner, hvad vel var rimeligt nok. Han fandt cigarkassen tom, mine fætre fra Tuegården og jeg havde vist forsynet os rigeligt, og udbrød da : ”Det er knægtene (på fynske knæ-i-tne) de har hugget dem”. Vistnok uden at være særlig vred derover. Sine egne sønner kalde han drengene (dræ-i-nje), konstaterede jeg ved samme besøg.

Det er også ved den lejlighed, jeg var vidne til følgende oplysning til min fader: Ja, Kalundborg Folkeblad (eller et andet kalundborgblad) fortæller, at vi har guldbryllup idag, men jeg kan nu ikke lide, at de kalder mig rentier (udtalt som det staves). Jeg ville hellere have haft, at de kalde mig Partikulier!”

Det var for øvrigt en mægtig familiefest, dette guldbryllup i 1927, idet datteren og svigersønnen havde sølvbryllup samme dag. Hendes mand, Hans Nielsen, der havde fuldskæg, var på alder med bedstefar, men var åbenbart rask og rørig, selv om han var om ved de halvfjerds.

Denne faster Karen lignede i ansigtstræk sin fader, var altså ikke særlig skøn at skue og temmelig uformelig af krop, men rar og flink var hun. Når vi i min barndom besøgte mine bedsteforældre, som boede i en længe (aftægts bolig) af det i øvrigt trelængede boelssted, løb vi tit ind til faster og spiste, hvis hun havde noget bedre at byde op til middag end det, farmor havde. Der spiste man af samme fad alle sammen. Når menuen stod på grød, brugte jeg ikke smørhullet i midten og gravede mit eget hul i grøden ud for mig. Når væggen ind til naboens blev tynd, og der også blev gjort indhug i den, var jeg altid mæt. Denne serveringsmåde sparede service, men var ikke sundhedsbefordrende, og tre eller fire af familiemedlemmerne her døde over en kortere årrække af tuberkulose.

Hendes børn var, efter hvad jeg husker, pæne eller ligefrem kønne; hvor mange der var husker jeg ikke, men til sølvbrylluppet var den ældste, en søn, der var karetmager, gift, og den mindste, en pige, kravlede på gulvet.

Vi har sikker ret jævnligt besøgt mine bedsteforældre i Bjergsted, især mens vi boede i Slagelse (indtil 1.11.1919), men jeg husker kun enkelte træk herfra.

Jyderupegnen er meget smuk, har jeg siden erfaret, og det var altid spændende at komme op på de høje bakker i nærheden og betragte udsigten. Disse bakker var græsklædte, var for stejle til opdyrkning, så der gik altid ungkreaturer her. Det var i Bjergsted, jeg lærte at løbe på bare ben i stubmarken. Metoden er ganske simpel. Det er blot at lade stå til og ikke tænke på stubbene og deres berøring med fodballerne. Mine fætre havde hård hud under fødderne, og jeg fik det vel også. For øvrigt forbinder jeg altid ophold her med tørt og vissent sommervejr. Når alt kommer til alt, har jeg nok kun været der ganske få gange og måske ikke i perioden fra 1919-1927. Mine sommerferier tilbragte jeg da altid hos min morbroder og mormor i Render.

Bohavet i min farfars aftægtslejlighed husker jeg ikke rigtig, men det står for mig som ”gammeldags” dvs. tarveligt. Jeg husker en armstol i almuestil og så en bogreol, som talte til mit hjerte. Den var hjemmelavet og bestod af to eller flere træpader med huller i hjørnerne. Gennem hullerne gik snore, og afstanden mellem hylderne bestemtes af oven på hinanden stillede tomme garnvindsler af træ, som snorene også gik igennem. En konstruktion  og en udnyttelse af de forhåndenværende spildmaterialer, som må have tiltalt mig, siden jeg har bevaret netop det i min erindring.

Ja, så havde de til gården en brønd med vinde, ikke med pumpe. Der var ikke elektrisk lys. Ved sølvbrylluppet, det var i slutningen af juli, brød selskabet ret tidligt op, til stor fortrydelse forresten for sølvbruden, min faster; men årsagen var vel den at alle vi unge og børn skulle sove i lader eller hjælme. Jeg overnattede på høstænget hos naboen sammen med en del andre, fætre fra gården og fra Fyn (Holmstrup). Det generede mig noget, at vi kunne høre musene, men ellers sov jeg godt, da jeg endelig var slumret ind. Det slår mig nu, at der vist var en anden årsag til det tidlige opbrud, som altså ganske rigtigt kom fra ungdommen. Rygtet gik, at en af fætrene fra gården, som var kontorist i København, havde pådraget sig en kønssygdom, og af skræk for evt. at skulle dele seng med ham, havde vi altså så travlt med at salvere os. Det var for øvrigt min moder, der først advarede mig. Det er den eneste gang, et sådant emne har været omtalt mellem min mor og mig.

Min farbror Jørgen, der var politibetjent i København, havde sin kone og datter, Iris , med. Men desuden var blandt gæsterne hans første kone Anna og deres datter, Margrethe, idet denne første kone var niece til sølvbrudgommen, min aldrende onkel. Det var ret spændende , kan jeg huske, uden at jeg dog erindrer komplikationer. Men kontakt mellem de to familier var der så vidt jeg så ikke.

Jeg har på fornemmelsen, at landbruget på gården i Bjergsted blev drevet meget gammeldags, og at min farfar var den, der tog sig mest af det. Velstand har der ikke været, og ingen af børnene har haft interesse af eller råd til at beholde stedet efter forældrenes død.

Før mine bedsteforældre flyttede til Bjergsted, boede de i Ruerne (Rueholm) ved Holmstrup, en mil vest for Odense, hvor de ejede et lille husmandssted med et par tønder land, og hvor min farfar vel gik ud som daglejer. I hvert fald var han i mange år beskæftiget som banearbejder i Holmstrup, helt fra slutningen af forrige århundrede, fra 1892, da familien flyttede hertil fra Egemosedam, hvor de ældste af børnene var født, og hvor også min farfar var født i 1851, og hvor han hidtil havde været daglejer unde Brahesholm.

Stedet i Holmstrup var et enlænget, stråtækt bindingsværkshus med beboelse i den ene længe og stald og ladelænge i den anden. Jeg mener at kunne huske, at min farfar stod på loen og tærskede med plejl; jeg husker også vejen derhen og selve stedets beliggenhed, de små agre, men ellers er det især min farbror Hans’ hus i Holmstrup og hans børn der, jeg har bevaret i erindringen om Holmstrup, de minder er ganske givet fra en tid, der ligger efter mine bedsteforældres flytning fra Fyn.

Min farmor var en lille korpulent kone, med brune levende øjne, i sin alderdom gråsprængt, men tidligere med kulsort hår. Et glad og livligt gemyt havde hun, altid venlig overfor os børn. Et par gange om året kom hun på besøg hos os; der var en overgang fire af hendes børn på Fyn, og rundt til dem alle skulle hun jo. Vi fik altid i forvejen et brev eller et kort om, at hun kom, men som regel måtte min moder vente med at tyde brevet til far kom hjem, idet farmor, da hun gik i skole, kun havde lært at skrive gammeldansk (dvs. gotisk skrift) og ikke havde tilegnet sig den latinske, eller kun delvis, så det var kun med stor vanskelighed, det lykkedes os at tyde denne sammenblanding, som tilmed var prentet med usikker hånd og ofte med blyant.

Hendes besøg, som for øvrigt var velsete, gav min moder ekstra arbejde, idet farmor havde åreknuder og defor gik besværligt, og benene var omviklet med mange meter elastikbånd, som hun ikke selv kunne ordne. Jeg mener også at kunne huske, at mor hjalp hende med håret. Og så husker jeg, at hun var kolossalt dækket med tøj, jeg ved ikke med hvor mange nederdele eller ”klokker”, men jeg syntes det var et utal. Når hun rejste efter et par dages forløb, forærede hun altid os børn en sølvtokrone til deling, hvad vi syntes var vældig flot. Vi var altid lidt kede af det når ”bedstemor fra Sjælland” skulle rejse igen, men jeg tror min mor følte sig lettet. Min yngste søster var opkaldt efter hende, hun hed Karen. Min broder hedder Lars Helge, det første navn efter farfar. For øvrigt udtale hun Helge med lukket g – Hel –ge. Jeg kan i denne forbindelse fortælle at min ældste søster blev kaldt Margrethe efter vores mormor; jeg var nr. 2 og skulle være den sidste og fik navnet Niels efter min morfar; men for at min fars forældre ikke skulle føle sig forbigåede, skulle de også opkaldes, så jeg fik foruden Niels navnet Laurits (i st. f. Lars) og Carl (svarende til Karen), hvilke navne jeg har måttet slæbe rundt med siden sammen med navnet Jørgensen, som min farfar er mester for, idet hans far hed Jørgen Larsen, og navnelovgivningen på dette tidspunkt bestemte, den daværende skulle fortsætte som familienavn.

Da min farfar døde i oktober 1933 – han ligger begravet på Bjergsted kirkegård, sydøst for koret,  - og datteren Karen døde omtrent samtidig, - flyttede min farmor til en anden datter, Augusta, gift med gårdejer Jørgen Jørgensen, Høed pr. Flemløse på Fyn.

Her levede hun de sidste 4-5 år, til hun døde 2.6.37 og blev begravet i Bjergsted.

Hun var stadig dårlig tilbens og rejste vist ikke ud. Jeg boede ikke hjemme i de år, men har besøgt hende og familien i Høed.

Jeg er for nylig kommet i besiddelse af et brev, hun skrev til Nyborg et par måneder før hun døde, og som hun aldrig fik afsendt. Min faster Augusta sende det til min fader efter begravelsen. Brevet er svært at tyde og er fuldt af stavefejl. Oversat lyder det således

”Høed, den 27. marts  (1937)

 

Kære søn og svigerdatter.

Bare et par ord til alle for at ønske Eder en rigtig glædelig påske. Jeg skal hilse fra Augusta, at hun synes, det er længe siden, vi har set nogen af Eder. Karen (Augustas datter) siger næsten hver dag: NU står Jørgen (min farbror) eller Kristian (min far) ude i porten, men nu ser jeg snart ikke efter det, jeg. Vi har haft meget uheld. Vi har en ko, som vi måtte have dyrlæge og Falch til. Hun kunne ikke komme af med kalven, den blev siddende fast på midten, det arme dyr. Vi troede, hun døde, men hun er da kommet godt over det. Ja, nu ved jeg ikke, om I vil høre mere. Jeg er da nogenlunde rask som I ser og kan nok sidde og male lidt med en blyant. Jeg sidder og tænker på, mon jeg kommer ned til Nyborg mere.

Eders Bedstemor

 

Far ordnede begravelsen og kørte med ligvognen til Bjergsted. Såvidt jeg ved var det også ham der fik ordnet vedligeholdelsen af graven, der stadig findes i Bjergsted (1961)

Redigeret af Anna Grethe Toullec
Webmaster: Anna Grethe Toullec
Publiceret: 28-02-2010
Denne sides adresse: toullec.dk/ag/top1/slaegt/joergensen/MinfarbrorNiels.php
|Udskrift |Send til en ven
SmartSite Publisher